Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Gate 21 på Klimafolkemødet 2026

27. august - 28. august

Ses vi til Klimafolkemødet i Middelfart?

Gate 21 er igen i år stærkt til stede på Klimafolkemødet den 27.-29. august. Vi glæder os til samtaler om, hvordan vi bedst sikrer en grøn og robust omstilling – med både velkendte og nye ansigter.

Vi håber, du vil lægge vejen forbi vores arrangementer, som du kan læse om herunder.

Torsdag

Klimaløfterne efter 1 år – hvilke politiske handlinger er sat i gang? | Torsdag | 14:00-14:50 | Orange

Fire politikere stillede fire udfordringer på Klimafolkemødet i 2025, som borgere, ngo’er og eksperter gav deres ideer til. Det resulterede i fire politiske Klimaløfter. Politikerne vil gøre status på klimaløfterne på workshoppen og få nye input med hjem. Formålet er at sikre fremdriften på de grønne ambitioner – og du kan som deltager bidrage til, at visioner bliver til virkelighed.

Dem kan du møde
Søren Peschardt (S), Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune
Jørn Chemnitz Kristiansen (SF), Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i Kolding Kommune
Lasse Schmücker (Ø), Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget i Middelfart Kommune
Jakob Hedegaard (V), Erhverv, Klima, Lokal Udvikling & Turismeudvalget i Lejre Kommune
Anne-Mette Scheibel, Resonans
Christina Føns, Middelfart Kommune
Sofus Rex, Gate 21

Arrangører

Middelfart Kommune, Gate 21 og Resonans

Fingrene væk fra mit forbrug? | Torsdag | 15:00-15:45 | Grøn

Vi belaster klimaet – når vi rejser, køber elektronik, spiser og drikker. Men hvem skal blande sig i dit forbrug og hvor går grænsen? Vi spørger eksperter og politikere, hvad der kan gøres på EU-niveau og lokalt for at reducere de forbrugsbaserede udledninger, og hvordan man skaber folkelig opbakning til indsatser, der påvirker hverdagen.

Dem kan du møde
Bente Halkier, Klimarådet og Københavns Universitet
Chili Preisler-Andersen (S), Klima- og Miljøudvalget i Roskilde Kommune
Niels Fuglsang (S), medlem af Europa-Parlamentet

Mette Boye fra Gate 21 modererer samtalen.

Arrangører
Gate 21, Klimaalliancen i Hovedstadsregionen og Sjællands Klimaalliance

Fredag

Naturen som medspiller i den grønne omstilling | Fredag | 10:00-12:00 | Interreg ÖKS-teltet

Kig forbi Interreg ÖKS-teltet, og mød projekterne Kystklar og Land4Climate. Her kan du høre, hvordan vi arbejder med naturbaseret klimatilpasning langs kysterne og med omlægning af lavbundsjorder. Du kan også få en snak om, hvordan naturen kan blive en aktiv medspiller i den grønne omstilling.

Dem kan du møde
Ronja Sørensen og Nick Leyssac fra Gate 21

Materialestationerne kommer | Fredag | 12:00-12:45 | Blå

Vi udfordrer de mest sejlivede myter om genbrug af byggematerialer: at genbrug er for dyrt, at materialerne ikke kan dokumenteres og mange flere. Sammen med praktikere og eksperter trykprøver vi myterne én ad gangen og bliver klogere på pris, kvalitet, logistik og lokal modstand – og på, hvad der skal til for at få materialestationer og genbrug i byggeriet til at fungere i praksis.

Dem kan du møde
Pelle Lind Bournonville, Realdania
Janet Alice Faurbye Jeritslev, Hillerød Kommune
Peter Brix Westergaard, AL2bolig

Stine Dalager Nielsen fra Gate 21 modererer samtalen.

Arrangører
Gate 21, Smith Innovation & Circue

Life hack: Gør klimatilpasningen vild! | Fredag | 13:00-13:45 | Pink

Hvorfor bremses natur og klimatilpasning af regler og siloer? Vi hacker systemet! Med Sebastian Mernild, Mads Flinterup og Philip Hahn-Petersen tager vi fat i centrale udfordringer og undersøger vilde løsninger under skarpe dogmeregler. Lad os sammen tænke ud af boksen og skabe den merværdi i klimatilpasningen, verden mangler. Dem med de vildeste løsninger kommer hjem med en præmie. Kom og hack med!

Dem kan du møde
Sebastian Mernild, SDU
Philip Hahn-Petersen, Vild med Vilje
Mads Flinterup, Hedeselskabet

Ronja Sørensen fra Gate 21 modererer samtalen.

Arrangører
Gate 21 og Verdens Skove

Hvem former fremtidens landskab? | Fredag | 13:00-13:50 | Orange

Den grønne trepart handler ikke kun om natur, klima og arealanvendelse. Den handler også om demokrati og om, hvem der har magten til at forme fremtidens landskaber. Med afsæt i erfaringer fra DELTAR-projektet, hvor forskere og praktikere det seneste år har udviklet nye metoder til borgerengagement, inviterer denne workshop til en fælles samtale om nogle af vor tids vigtigste spørgsmål: Hvem former landskabet – og hvilke stemmer skal inddrages i beslutningerne? Og hvordan gør vi det?

Dem kan du møde
Lars Tønder, Syddansk Universitet
Ingrid Helene Brandt, Københavns Universitet
Erik Nikolaj Lerche Christiansen, Køge Kommune
Lotte Lund, Gate 21

Arrangører
Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Gate 21

Få grøn mobilitet ind i den kommunale planlægning | Fredag | 14:00-14:45 | Beige

Kommunerne spiller en vigtig rolle i fremtidens klimaneutrale mobilitet. Det ser vi for eksempel, når de gennem fysisk planlægning kan fremme cykelstier, etablere nulemissionszoner, sænke hastigheden og erstatte parkering med grønne byrum. Men det kræver politisk mod at gennemføre beslutningen. Og borgerne skal med ombord.

Vi inviterer tre politikere på scenen og tager snakken om deres rolle, muligheder og overvejelser i forhold til de store, og nogle gange svære, beslutninger, de står overfor.

Dem kan du møde
Louise Mejnert (LA), byrådsmedlem i Middelfart Kommune
Tim Vermund (S), rådmand i Odense Kommune
Tobias Jørgensen (V), byrådsmedlem i Kolding Kommune

Debatten modereres af Anna Thormann, Gate 21 og Britt Vorgod Pedersen, Plan 22+

Arrangører
Plan22+, Gate 21, Klimaalliancen i Hovedstadsregionen og Sjællands Klimaalliance

Praktisk information

Tid: 27.-28. august 2026

Sted: Havnegade i Middelfart

Kontakt

Anne Vestrup
anve@gate21.dk

Detaljer