Træningslejr for Klimaalliancen i Klimauger og Klimahandledage

Klimauger og klimahandledage bliver i stigende grad en fast ingrediens i kommunernes klimahandleplaner. De er vigtige, fordi de bygger broer til borgere, foreninger, virksomheder og lokalområder i de kommunale geografier, som er helt afgørende for, at den lokale klimaomstilling lykkes.
Men hvordan gør man det i praksis, når ressourcerne er begrænsede, og indsatserne er nye for mange kommuner?
Klimaalliancen i Hovedstadsregionen har inviteret klimakoordinatorer og kommunale medarbejdere til Træningslejr i Klimauger og Klimahandledage. Vi vil også gerne invitere Sjællands Klimaalliance med og tilbyder deltagelse i hele arrangementet for 500 kr. pr. deltager.
Dagen byder både på gode eksempler og inspiration fra kommunerne samt mulighed for at udvikle og forbedre egen indsats, herunder arbejdet med formål, formater, ressourcer, målgrupper, aktører, samarbejder, aktiviteter, kommunikation, effekter, evaluering og sikring af lokal opbakning.
Til at inspirere os kommer
Bent Mariager fra Grønne Nabofællesskaber, som står bag Danmarks nationale Klimahandledag, til en samtale om deres erfaringer: Hvor oplever de stor interesse, hvad er effekten, og hvad er deres anbefalinger til kommunerne?
Dernæst kan I høre de helt nye erfaringer fra Helsingør Kommune ved Signe Gerdøe-Kristensen og Åsa Bjering-Schiønnemann, som netop har holdt klimauge i september.
Hør også Liv Andersson Kihl fortælle, hvordan man i Hørsholm Kommune har gennemført og evalueret deres klimauger, og hvad evalueringen har lært dem.
Endelig fortæller Louise Ellegaard Fich fra Herlev Kommune om deres erfaringer med Klimahandledagen og giver konkrete eksempler på, hvilke aktiviteter man kan starte med, hvis man som kommune skal afholde en klimahandledag for første gang.
Vi håber at se jer – og del endelig invitationen med relevante kollegaer.
Praktisk information
Tid: Arrangementet foregår Mandag den 5. oktober 2026, klokken 10.00-13.00.
Sted: Auditoriet, Gate 21, Liljens Kvarter 2, 2620 Albertslund
Træningslejren er arrangeret af Klimaalliancen i Hovedstadsregionen og er forbeholdt klimakoordinatorer og kommunale medarbejdere. Deltagere fra Sjællands Klimaalliance vil blive opkrævet 500 kroner for deltagelse og skal derfor oplyse EAN-nummer ved tilmelding. Deltagere fra Klimaalliancen i Hovedstadsregionen tilmelder sig her.
Kontakt
Sine Beuse Fauerby
sifa@gate21.dk







