Grønne indkøb
Hvert år køber det offentlige ind for mere end 380 milliarder kroner. Ifølge regeringen sætter de offentlige indkøb et klimaaftryk, der svarer til tolv millioner tons CO2. Indkøbene udgør dermed den største del af den samlede miljø- og klimabelastning fra den offentlige sektor.
Derfor er det oplagt, at kommunerne bruger den store indkøbsmuskel til at reducere miljø- og klimabelastningen for eksempel ved at efterspørge cirkulære løsninger.
I Gate 21 anbefaler vi, at kommuner og regioner vedtager en indkøbsstrategi eller -politik, hvor de forpligter sig til at fremme grønne og cirkulære indkøb og sætte politiske mål inden for tre-fem konkrete områder, der har stort potentiale – eksempelvis indkøb af fødevarer, transport, byggeri, eller områder som IT, tekstil, møbler og emballage – og måle effekterne.
De kan kortlægge eksisterende ressourcer og produkter i egen organisation med henblik på at blive skarpe på behovet og minimere nye indkøb. Og de kan efterspørge løsninger, der er energieffektive, genbrugte, har lang levetid, kan genbruges og/eller er designet til genanvendelse. Det kan også være produkter, der kan indkøbes som service i stedet for at eje.
Kommuner og regioner kan også udvælge særlige produktområder, hvor de går ekstra langt for at få bedre klimaløsninger – her kan der være brug for at afsætte ekstra tid og ressourcer til udvidet dialog med markedet, test i offentlig-private innovationskontrakter og samarbejde med andre offentlige indkøbere for at samle indkøbsvolumen. De kan samarbejde og bruge kompetencer i grønne indkøb på tværs af enheder internt i organisationen. Og de kan bruge eksisterende værktøjer – eksempelvis EU’s grønne indkøbskriterier, miljømærker og miljøkrav eller Miljøstyrelsens værktøj til at vurdere totalomkostninger.
Og vi anbefaler, at man samarbejder med andre kommuner og regioner om fælles dialog med markedet om for eksempel krav til design og emballage, der vil øge mulighederne for genbrug og genanvendelse. Og at man udvælger konkrete indkøb og produktgrupper med særligt potentiale og samarbejde med andre kommuner om test og demonstration, effektmåling, og udvikling sammen med markedet – og vi hjælper gerne!