Tribeca NV
Tribeca NV har arbejdet på at etablere to drivhuse, samt produktion af urter og grønt, affaldssortering og elbesparelser
Foto: Tribeca NV
Tribeca NV har i Bæredygtig Bundlinje arbejdet med grøn forretningsudvikling inden for en bred vifte af områder. Arbejdet har spændt lige fra en plan for etablering af to drivhuse med plads til både restaurantgæster og produktion af urter og grønt over affaldssortering til el-besparelser.
Affaldssorteringen er allerede forbedret efter et besøg fra en affaldsvejleder. På energiområdet har personalet fået udarbejdet tjeklister, som gør, at de kan spare store mængder energi og penge alene gennem ændret adfærd.
Drivhusene bliver et bynatur-initiativ, som ikke bare i kraft af fødevareproduktionen har en positiv effekt på miljø og klima. Det bliver også en spændende tilføjelse til restaurantens brug og stemning. Drivhusene kan anvendes til dyrkning, vil bidrage til mere bynatur i København og inspirere til, at gæsterne i andre sammenhænge bidrager yderligere til bynatur-initiativer.
Om Tribeca NV
Tribeca NV åbnede i 2007 som en italiensk restaurant i new yorker-stil i København. Senere er selskabs-lokalerne NXT Door, bryggeriet og pizzeriaet Ugly Duck kommet til. Restauranten arbejder med økologi og lægger ofte hus til grønne og sociale events.
Virksomhedens grønne potentialer
Energirådgivningen viste, at Tribeca NV havde et højt energiforbrug i forhold til lignende restauranter. For at komme dette til livs, fik de i Bæredygtig Bundlinje blandt andet udarbejdet en tjekliste, der sikrer, at alle el-apparater slukkes uden for åbningstid. Tribeca NV kan spare op til 40.000 kroner om året ved at ændre adfærd.
Derudover fik virksomheden en plan, så de på sigt kan spare mere energi i takt med, at de får udskiftet til mere energirigtige køkkenmaskiner. Og ved at udskifte deres opvaskemaskine til en mere energivenlig model kan de foruden energi også spare på vand- og sæbeforbruget.
Tribeca NV har fået udvidet affaldssorteringen til også at omfatte plast, metal og bioaffald. Det betyder, at mere affald i dag bliver genanvendt og dermed bidrager til at reducere restaurantens CO2-udledning.
Besparelser
Årlig energibesparelse: 28.200 kWh – hvilket svarende til 6,8 tons CO2 årligt
Investeringsbehov: 52.450 koner
Tilbagebetalingstid: 1,1 år
Årlig mængde affald til genanvendelse: 18,7 tons – hvilket svarer til 10,1 tons CO2 årligt