Vordingborg Kommune har vedtaget en cykelstiplan i 2021.

Målsætningerne er:

  • Mindst 22 procent benytter cyklen som sit primære transportmiddel til og fra arbejde/uddannelse i år 2025 (19 procent i 2021).
  • Mindst 20 procent er generelt tilfredse eller meget tilfredse med cykelforholdene i Vordingborg Kommune i år 2025 (11 procent i 2021)
  • Antallet af personer, der er utilfredse eller meget utilfredse med vedligeholdelsen, snerydningen og fejningen af stier i kommunen reduceres til 30 procent i år 2025 (36 procent i dag)
  • Der er større tryghed for cyklisterne i kommunen, så mindst 20 procent er generelt tryg eller meget tryg, når de færdes som cyklist i trafikken i år 2025 (16 procent i 2021).
Cykeldata for Vordingborg Kommune

 

Kommunens areal 619,5 km²
Kilometer cykelsti (eget trace) 96,6 km
Kilometer cykelsti (parallel med veje) 33,1 km
Cykeltures andel af alle kørte ture under 2 km          10%

 

Af cykelstiplanen fremgår det, at det eksisterende cykelstinet i Vordingborg Kommune har i 2021 en række manglende cykelstiforbindelser mellem de største byer i kommunen. Således mangler der cykelstier på enkelte strækninger mellem blandt andet de tre største byer i kommunen: Vordingborg, Præstø og Stege. Ses der udover kommunegrænsen er det langs Næstvedvej og på Storstrømsbroen til henholdsvis Næstved og Sakskøbing, at der er cykelforbindelser hele vejen.

Forslaget til det fremtidige cykelstinet i Vordingborg Kommune bygger på en vision om at skabe et bedre sammenhængende cykelstisystem i kommunen. Undersøgelser fra for eksempel skolevejsanalyser viser, at hvis der er blot et ’missing link’ i cykelstinettet på elevens tur til og fra skole, så er der ifølge kommunen stor tilbøjelighed til, at cyklen fravælges. Samme problemstilling gælder til en vis grad også for voksne.

Skabes et sammenhængende cykelstinet mellem de største byer i og udenfor kommunen, vil flere pendlingsturer blive overflyttet til cyklen. Forslaget til det overordnede cykelstinet bygger på et princip om, at alle byer i kommunen med mere end 500 indbyggere skal være opkoblet på cykelstinettet, og at det samtidig skal være relativt direkte forbindelser mellem alle byerne.

Læs strategien
Kontakt

Karsten Kolle, Byplanlægger, Vordingborg Kommune