Energifællesskaber – fra potentiale til handling
”Energifællesskaber – fra potentiale til handling” er et forprojekt som har til formål at understøtte eksisterende og kommende energifællesskaber i regionen, kortlægge kommuners mulighed for at indgå i energifælleskaber og deres potentiale for den grønne energiomstilling.

Den grønne energiomstilling i Danmark kræver en omfattende udbygning af elnettet for at imødekomme den stigende elektrificering af samfundet og den voksende andel af fluktuerende energikilder som vind- og solenergi. Ifølge Rambøll er der behov for investeringer på op mod 110 milliarder kroner i fremtidens elnet for at sikre kapacitet til at transportere større mængder fluktuerende strøm over længere afstande.
“Energifællesskaber – fra potentiale til handling” er et forprojekt, som dels har til formål at kortlægge kommunernes muligheder for at indgå i energifællesskaber, og dels at afdække energifællesskabers potentiale for at skabe større sammenhæng mellem lokal el- og varmeproduktion og lokalt forbrug.
Energifællesskaber – en potentiel løsning på flere udfordringer
Energifællesskaber kan være et vigtigt virkemiddel i den grønne omstilling. De kan blandt andet styrke borgerinddragelsen og den lokale opbakning til omstillingen. Når borgere, virksomheder, kommuner eller institutioner går sammen i energifællesskaber, kan de producere og dele egen vedvarende energi lokalt. Energifællesskaberne kan derfor både fremme opsætningen af flere vedvarende energikilder, mindske behovet for at transportere strøm over lange afstande og samtidig reducere energitab under transmission. Det er disse potentialer, projektet vil være med til at kvalificere.
Hovedleverancer i forprojektet
- Kortlægning af, hvordan kommuner kan indgå i energifællesskaber
- Analyse af energifællesskabers potentiale for at mindske belastningen af elnettet
- Erfaringsindsamling og understøttelse af kommende og eksisterende energifællesskaber i regionen
- Afdækning af mulige partnere til en kommende EU-ansøgning
I den sidste del af projektperioden vil erfaringerne og leverancerne fra forprojektet danne grundlag for en ansøgning til et hovedprojekt.
Klare EU-målsætninger for energifællesskaber
EU har fastsat et mål om, at der skal etableres mindst ét energifællesskab i hver kommune med over 10.000 indbyggere inden udgangen af 2025. Danmark har allerede flere energifællesskaber, men er stadig langt fra målsætningen.
Flere aktører peger på, at dette blandt andet skyldes, at Danmark har en række tekniske og administrative krav, som gør etablering og drift af energifællesskaber meget komplekst.
Forprojektet vil derfor også undersøge mulige løsninger inden for den nuværende lovgivning, som kan bidrage til at realisere energifællesskabernes fulde potentiale – og om nødvendigt komme med input til justering af gældende regler og praksis.
Varighed
April 2025 – oktober 2025