Af Lise-Lotte Schmidt-Kallesøe. Klummen er bragt i ERHVERV Nordsjælland.

Når en virksomhed går i gang med den grønne omstilling, er det vigtigt, at de kigger udover egen matrikel. Der er nemlig store grønne potentialer at hente i værdikæden. Hvor kommer virksomhedens råvarer og materialer for eksempel fra? Hvordan bliver varerne transporteret, og hvor langt? Virksomhedens nye grønne forretningsmodel skal altså tænkes bredt, hvis det virkelig skal batte noget.

I projektet Bæredygtig Bundlinje 2.0 hjælper vi små og mellemstore virksomheder med at udvikle nye grønne forretningsmodeller. Vi oplever ofte, at virksomheden har meget fokus på deres egne materialestrømme og energiforbrug i forretningen, men glemmer transporten. Og det er ærgerligt.

Æg rejser 600 kilometer inden det lander på tallerkenen

Et godt eksempel på, hvad et transportfokus kan kaste af sig, finder vi hos en af de deltagende virksomheder. Et konferencecenter i Nordsjælland.

Som led i et rådgivningsforløb i Bæredygtig Bundlinje 2.0 har virksomheden kigget nærmere på køkkenets forbrug af æg med det formål at se på business casen for at etablere egen hønsegård. Hver dag bruger de omkring 70 æg, hvilket løber op i en udgift på 31.000 kroner om året.

Æggene starter deres rejse hos en landmand i Sønderjylland. Derefter bliver de kørt til Nordjylland, hvor de pakkes. Fra pakkeriet bliver æggene transporteret samme vej tilbage, inden de lander i en distributionsterminal på Fyn eller Sjælland. Først herfra bliver æggene – sammen med andre varer – kørt til slutdestinationen i Nordsjælland.

Det bliver til en rejse på godt 600 kilometer rundt i Danmark for hver ugentlig leverance af æg. Med to ugentlige leveringer, løber det årligt op i mere end 60.000 kilometer om året, hvilket kræver 20.200 liter diesel og svarer til en CO₂-udledning på 54 tons. Velvidende, at dieselbilen ikke kun transporterer æg, giver det alligevel stof til eftertanke.

Eget hønsehold reducerer transporten, men kan det betale sig?

For at dække behovet på 25.000 æg om året, vurderede en rådgiver, at konferencecenteret skal anskaffe sig 110 høns og naturligvis etablere en hønsegård. Det løber op i 100.000 kroner i anlægsudgifter og årlige udgifter på 80.000 kroner til foder og vedligehold. Ved første øjekast er eget hønsehold altså ikke en rentabel forretning. Men kigger man bredere på det, er der afledte effekter, der bør tages med i overvejelserne.

Høns kan spise en del af resterne fra køkkenet og dermed reducere affaldsmængderne, hvilket giver besparelser på bortskaffelse af affald og indkøb af foder. De kan også spise grøntaffald fra haven, som i dag koster både tid og penge at bortskaffe.
Hønsene leverer ikke bare æg, men også kød til køkkenet, hønsemøj kan bruges som gødning til park og køkkenhave, og de kalkholdige æggeskaller kan ryge på kompostbunken. Hønsegården kan levere herlighedsværdi for gæster, og måske hønsepasningen kan give et job til et ungt menneske på kanten af arbejdsmarkedet.

Mere end én bundlinje

Æggene og hønseholdet er blot ét eksempel på, hvordan en grøn indsats bør tænkes bredt.

Som virksomhed, er det afgørende, at man stiller sig selv nogle spørgsmål inden man træffer sine grønne valg, for eksempel: Er der direkte økonomiske besparelser eller afledte gevinster andre steder i virksomheden? Hvad er de grønne effekter i værdikæden? Skaber indsatsen en mer-værdi for kunderne?

Virksomheden skal tænke bredt, når de går i gang med grønne indsatser og huske at tage højde for tre bundlinjer: den økonomiske, den grønne og den sociale.

I Bæredygtig Bundlinje 2.0 kan små og mellemstore virksomheder i hovedstadsområdet få gratis rådgivning om deres næste grønne indsatser.