Mange spændende initiativer er sat i gang under Fællesskabet for Dynamiske Data. Fælles for dem er, at de peger hen mod, at vi bliver mere datadrevne i tilgangen til problemløsning. Vi er dog også stadig der, hvor springet fra enkeltinitiativer, pilotprojekter og leverandørspecifikke løsninger til en daglig drift på for eksempel ejendomsområdet i en kommune er en olympisk rekord værdig.

Når man som mig kommer med en GIS- og geodata-baggrund, er det nærliggende at drage paralleller til udviklingen på den front. Fra et meget differentieret udgangspunkt, hvor hver kommune havde sit eget tekniske grundkort, staten udviklede sine egne kortprodukter og standardisering var i sin vorden, til frikøbsaftaler, grunddataprogrammet og fællesoffentlige løsninger. En udvikling der naturligvis har været drevet af de teknologiske muligheder, men i sandhed også af et veludviklet fagligt engagement og et stædigt fokus på at data skal være en fælles ressource, som kan tjene til borgernes og virksomhedernes gode.

Det har bestemt ikke været billigt, og der er truffet en række valg, som dedikerede fagpersoner har skullet vænne sig til, var den nye normal. Og det har taget tid – lang tid. Værdien er på grund af omfanget svær at beregne. Men det fælles administrationsgrundlag, der deles på tværs af borgere, myndigheder, rådgivere og så videre, har været basis for en langt mere kvalificeret sagsbehandling. Udvikling af fagløsninger baseret på standardiserede fællesoffentlige data har også dannet grundlag for, at mange flere firmaer og brancher kan skabe en levevej.

Nu trænger der sig mange nye data på. IoT-enheder, sensorer med videre skaber data i en mængde og hastighed, der nærmest er uvirkelig og vanskelig at håndtere. Selvom der er en del standarder, er der mange lighedspunkter med geodataverdenen for 30 år siden. Lidt generaliseret sagt så hersker protektionismen på både udstyr og lagring, hvilket gør det svært at skabe en højere udnyttelsesgrad af de indsamlede data. Fællesskabet for Dynamiske Data er et samarbejde, som tager tråden op ved at være med til at skabe fælles løsninger og sætte fokus på nødvendigheden af tilgængelighed. Ligesom det med geodata og grunddataprogrammet lykkedes at skabe et fundament for såvel sagsbehandling som IT-løsningsudvikling, er ledestjernen en frigørelse fra leverandørspecifikke dashboards til brugertilpassede ditto.

Endnu er det måske en utopi, at en servicetekniker åbner sit WebGIS og via geokodede 3D-bygningsmodeller finder en ventilator på en af kommunens skoler og aflæser dens aktuelle status og forbrug. Eller at en energirådgiver samler data til bygningsvedligeholdelse og samtidig har et øje på bygningernes udnyttelsesgrad. Eller klimamedarbejderen sammenholder vejrprognoser for havvand og regn, aktuelle vandstandsmålere ved havnene og for grundvandet og driftstatus for pumpestationer med en terrænmodel og giver et kvalificeret bud på, hvor der først bliver behov for en indsats.

Men vi er i gang med at registrere alle de nødvendige data, hvilket i sig selv er et kæmpe skridt. Og så er vi tilbage ved den olympiske rekord fra begyndelsen af dette skriv. Det er næppe en sandsynlig vej at gå. Ved i stedet at vise vejen i fællesskab, blandt andet via Fællesskabet for Dynamiske Data, er det muligt at få sat en retning, som over tid kan føre til Utopia. Til gavn for både borgere, erhverv og det offentlige – og som et uvurderligt bidrag til den grønne omstilling.