Dialogværktøj til fjernvarmeprojekter
Fjernvarme er blevet højaktuelt, da energikrise, forsyningssikkerhed og politisk bevågenhed har sat tryk på efterspørgslen. Der er derfor pres på at få realiseret flest mulige fjernvarmeprojekter, hurtigst muligt.
Tempoet i fjernvarmeprojekterne afhænger af mange forskellige faktorer og dagsordener, der skal koordineres og gå op i en højere enhed. Her spiller samarbejdet mellem kommuner, forsyningsselskaber og elnetskaber en vigtig rolle. For eksempel, når der skal koordineres gravearbejde, vedtages lokalplaner, og etableres elnet i tide.
En arbejdsgruppe i Energi På Tværs har kortlagt hele processen, alle overlap og snitflader – fra skitseprojekt til at spaden er klar til at gå i jorden. Kortlægningen er omsat til et dialogværktøj.
Den 22. marts var der et webinar, hvor deltagere kunne blive klogere på værktøjet, da gruppen bag inviterede til en times inspiration og erfaringsudveksling. Under webinaret præsenterede gruppen fire konkrete anbefalinger, der er kommet ud af samarbejdet.
De fire anbefalinger:
Start dialogen tidligt – og hold den helt til etableringsfasen 💬
Tidlig dialog med kommunen er en forudsætning for, at arealudpegning og etablering af plangrundlag sker smidigt, samt for hurtig behandling af projektforslag. Dialogen skal fortsætte efter at projektforslaget er godkendt, helt hen i planlægnings- og etableringsfasen.
Indgå nettilslutningsaftalen så tidligt som muligt 📝
Forsyningselskabet kan fremrykke elnetudbygning ved tidligst mulig at indgå en nettilslutningsaftale.
Klar og tydelig kommunikation om proces, vilkår og frister 📅
El-netselskab skal sikre en transparent tilslutningsproces og tydelig kommunikation om vilkår og frister, og skal være fleksibel i forhold til faseinddeling.
Udpeg en koordinator fra hver organisation 🤝
Etabler kontakt tidligt i processen, og sørg for løbende koordinering mellem kommune, forsyningsselskab, og el-netselskab, for at sikre tilpasninger i processerne. Ideelt set bør der i hver organisation være minimum én koordinator, som holder styr på processerne på tværs, og er ansvarlig for fremdrift i sin organisation.
Se hele webinaret her:
I videoen fra webinaret kan I:
- Blive introduceret til et dialogværktøj, der kan bruges i jeres projekter og samarbejdsrelationer
- Få et overblik over forberedelses- og planlægningsfasen, de indbyrdes afhængigheder og snitflader med jeres samarbejdspartnere
- Få konkrete anbefalinger til det brede samarbejde, og hvordan I kan mindske usikkerhederne i projekterne
Hvem står bag?
Arbejdsgruppen består af Fors, Norfors, Cerius Radius og kommunerne Roskilde, Hørsholm og Rudersdal.
Værktøjet er udviklet i projektet Energi På Tværs, der er finansieret af Region Hovedstaden.
Kontakt
Jonas Jürgens
jonas.jurgens@gate21.dk
Cerius-Radius
markedsindsigt@cerius.dk
markedsindsigt@radiuselnet.dk