Når adfærd er vigtigere end infrastruktur

Når vores børn skal til og fra fritidsaktiviteter hver uge, så sker det i stigende grad i bil med forældrene bag rattet. Det betyder både mere trængsel på vejene og øger CO₂-udledningen. For at forsøge at vende denne udvikling gik Brøndby Kommune og Danmarks Idrætsforbund sammen for at undersøge, hvad der skal til for at flere børn og unge vælger cyklen når de skal til idræt.

I samarbejde med specialforbund inviterede Brøndby Kommune og DIF lokale idrætsforeninger og adfærdskonsulenter med i processen, så de kunne gå tværfagligt til målgruppen og samskabe nye løsninger, der gør aktiv transport til et mere attraktivt valg. Det blev hurtigt tydeligt, at det hovedsageligt var vaner, logistik og sociale normer, der gjorde bilen til familiens standardløsning. Børnene selv vil faktisk gerne cykle. De forbinder cykling med frihed, selvstændighed og fællesskab – særligt når de kan cykle sammen med andre. Det viste undersøgelser blandt børn, forældre og trænere, som de gennemførte tidligt i forløbet.

Det har været en central præmis for projektet, at foreningsmedlemmer, trænere, forældre og børn skulle være med til at identificere både barrierer og løsninger. Det har skabt højere engagement og større medejerskab. En vigtig erfaring var, at løsningerne blev markant bedre med børn, forældre, trænere og foreningerne som medudviklere. Det skabte både større engagement og et stærkere lokalt ejerskab til indsatsen.

Den brede involvering har gjort det muligt at arbejde med flere perspektiver – trafiksikkerhed, foreningsliv, adfærdsdesign, børneperspektiver, trænerrollen, forældrelogik og klimamål. Der er i projektet ikke søgt én løsning, men derimod arbejdet holistisk med både fysiske rammer, kultur og adfærd.

Tidlige undersøgelser gav værdifuld indsigt i målgrupperne

Det var vigtigt for projektet tidligt at dykke ned i målgruppens ønsker, udfordringer og overvejelser. Både børn og forældre blev interviewet og der blev gennemført baselineundersøgelser. Her pegede de ikke på manglende belysning eller utrygge kryds som deres største udfordringer. Derimod fyldte egen adfærd og sociale rutiner meget. Forældres tidslogistik, hverdagskabaler og ønsket om at hjælpe børnene i en travl hverdag betød, at bilen blev standardløsningen – også selvom mange familier vurderede børnene som dygtige og sikre cyklister. Flere børn cyklede allerede et sted mellem 1 og 3,5 kilometer på andre tidspunkter af ugen, og cykelkompetencerne vurderedes som gode i alle interviewede familier.

Samtidig viste data, at børnene gerne cyklede – især hvis de kunne gøre det sammen med andre. De beskrev cyklingen som frihed, hygge og en måde at være selvstændige på. Forældrene derimod vurderede cykelturen som hård eller stressende for barnet, især i vinterhalvåret, og de så logistikken som den største barriere.

I interviewene blev enkelte lokale steder nævnt, for eksempel tunneller, dele af Vestvolden og enkelte kryds. Men disse forhold fyldte markant mindre end forventet.

Målgruppen pegede selv på løsningen: Konkurrence og fællesskab

Projektgruppen brugte også dialogen med målgrupperne til at udvikle en god løsning. Sammen pegede de på en todelt løsning, der kan være med til at vende udviklingen: Gamification og fokus på fællesskabet.

Den konkurrencebaseret tilgang, ’Gamification’ er velkendt i adfærdsdesign som motivationsfaktor, og foreningerne pegede på, at konkurrence ville motivere børnene. Derfor testede kommunen og DIF forskellige typer konkurrencer i de deltagende foreninger. Erfaringen er, at det skaber lyst til at deltage, fordi handlingen bliver synlig, og der er et mål.

Konkurrencen blev designet, så succes var et fælles ansvar. Konkurrencer internt på et hold kan imidlertid give udfordringer og splid frem for positiv fællesskabskultur. Det var derfor vigtigt ikke at individualisere ansvaret for meget – nogle gange er det ikke op til børnene, om de bliver kørt. Det var vigtigt at holde fokus på fællesskabet, og det blev integreret i konkurrencerne.

Point blev optjent på holdniveau, og præmierne var fælles oplevelser frem for individuelle gevinster. Det gjorde det muligt at skabe motivation uden at lægge hele ansvaret for transportvalget over på det enkelte barn.

Hovedpointer fra interviews og baselinemålinger med de unge og forældrene

1. Børnene cykler gerne – og oplever frihed

Børnene beskriver cyklingen som sjov, afslappende og hyggelig. De nyder at være udenfor og oplever større selvstændighed. De cykler ofte alene, men vil helst cykle med andre, fordi det er socialt og trygt.

2. Forældrene har et andet perspektiv

Selvom forældrene anerkender motionen og selvstændigheden, vurderer de ofte, at barnet er for træt, at det er for mørkt, eller at logistikken bliver lettere med bilen. Flere angiver, at de kører børnene for at “hjælpe dem gennem en travl hverdag”.

3. Trænerne bakker op, men kan ikke løfte opgaven alene

Trænerne ser kun fordele ved cykling og oplever, at det gavner koncentration og fysisk form. Men de understreger, at ansvaret for transportvanerne primært ligger hos forældrene, og at foreningerne ikke kan løfte opgaven alene.

Evaluering – hvad kan vi sige om effekten?

Hvis flere børn skal vælge cyklen, så peger erfaringerne allerede nu på en vigtig læring: Hvis flere børn skal vælge cyklen til fritidsaktiviteter, kræver det mere end gode stier og sikre kryds.

Det kræver indsatser, der arbejder med fællesskab, sociale normer, forældrenes hverdag og børnenes motivation. Projektet viser samtidig værdien af at kombinere adfærdsdesign, samskabelse og tværfagligt samarbejde i arbejdet med grøn mobilitet.